I en sandkasse på en skråning i Nyråd sidder en seksårig dreng i dårligt humør.
Året er 1977. På den anden side af villavejen har genboen netop fyldt sandkassen op med lyst strandsand. Drengens egen sandkasse indeholder en ujævn blanding af grus og sand på hård lerbund. Af og til kører en bil forbi, men ellers er der stille omkring ham.
Drengen, der hedder Jesper, begynder at eksperimentere. Blander ler, sand og grus. Tilsætter vand. Lader det tørre i solen. Materialerne mellem de bløde drengehænder bliver til små konstruktioner. Noget dæmrer og vokser inde i ham.
20 år senere og pandehåret er blevet så langt, at det næsten går ned i øjnene. En ung mand der læser til civilingeniør med speciale inden for byggeri. Så snart han får muligheden, vælger han alle fag, hvor ordet geo indgår. Hydrogeologi, geoteknik, reservoirgeologi. Sandkassen er blevet større, men materialerne er langt hen ad vejen de samme.
“Ipsum sit mattis nulla quam nulla. Gravida id gravida ac enim mauris id. Non pellentesque congue eget consectetur turpis. Sapien, dictum molestie sem tempor. Diam elit, orci, tincidunt aenean tempus.”
Tristique odio senectus nam posuere ornare leo metus, ultricies. Blandit duis ultricies vulputate morbi feugiat cras placerat elit. Aliquam tellus lorem sed ac. Montes, sed mattis pellentesque suscipit accumsan. Cursus viverra aenean magna risus elementum faucibus molestie pellentesque. Arcu ultricies sed mauris vestibulum.